Længe ventet GTA-spil bliver udgivet i efteråret 2025

17. MAJ 2024 • 10:58ERHVERV/POLITIK

Forventningerne til den kommende udgave af spillet Grand Theft Auto er uden fortilfælde, siger moderselskab.

Der har været behov for en portion særdeles stor tålmodighed, hvis man har gået og ventet på videospillet "Grand Theft Auto VI" (GTA).

Men nu er der nyt til de spilhungrende forbrugere, for moderselskabet bag spillet meddeler, at det vil blive udgivet i efteråret 2025.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligere er det blevet meldt ud, at spillet skulle udkomme i løbet af næste år, men nu er det blevet præciseret en smule - dog uden at der er fastsat en dato.

Udmeldingen er kommet i et årsregnskab fra Take-Two Interactive, der ejer selskabet bag videospillet.

- Forbrugernes forventninger til titlen er uden fortilfælde, og vores forventninger til den kommercielle succes stiger fortsat, lyder det fra moderselskabet.

"Grand Theft Auto VI" har været i støbeskeen i over et årti. Den sidste version i serien, "Grand Theft Auto V", blev udgivet i 2013.

Og der er ikke noget at sige til, hvis forventningerne til spillets succes er høje. Der er nemlig blevet solgt mere end 200 millioner eksemplarer af forgængeren.

Med den store succes er også fulgt kritik af spillet. Kritikere har beskyldt spilserien for at glorificere vold og opfordre spillerne til at opføre sig kriminelt.

De beskyldninger har moderselskabet afvist.

Spillet er præget af den amerikanske kultur for gangsterrap, og karaktererne i "Grand Theft Auto V" sælger stoffer, slås, røver og kører hærgende i bil.

I de tidligere spil har man også kunnet overfalde sexarbejdere og gå på stripklub.

Det har imidlertid ikke holdt spilinteresserede tilbage fra at tage et smugkig på den kommende udgave af GTA.

I slutningen af sidste år blev der udgivet en trailer til spillet. Den endte med at slå rekorden for flest afspilninger på YouTube i løbet af 24 timer, hvis man fraregner musikvideoer.

Allerede 22 timer efter udgivelsen stod det klart, at den hidtidige rekord på 59,4 millioner visninger ville blive slået med længder. Da var GTA-traileren allerede blevet vist 85 millioner gange.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

1. JUN 2024 • 14:37UDLAND
I Sydafrika har ANC mistet flertal