Rentesænkning i sigte: Inflationen i Europa falder fortsat

17. APR 2024 • 11:43ERHVERV/POLITIK

Nye tal fra Eurostat bekræfter, at inflationen fortsat har kurs nedad. En rentenedsættelse er rykket nærmere.

Alt peger fortsat på, at inflationen i Europa er på vej ned, og at en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) rykker tættere på.

Sådan er konklusionen, efter at EU's statistikbureau Eurostat har offentliggjort endelige tal for inflationen i de lande, der bruger euroen som valuta.

Eurostat opgør inflationen til 2,4 procent og kerneinflationen til 2,9 procent.

Begge tal svarer til de foreløbige estimater, der blev lagt frem tidligere måneden, og de er begge 0,2 procent lavere end tilsvarende tal i februar.

Dermed er den årlige prisudvikling kommet endnu tættere på de to procent, som ECB sigter efter, konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Den gode og nedadgående streak for inflationen fortsætter. Kerneinflationen er tilmed nu under 3 procent nu for første gang i to år.

- Det er utrolig gode nyheder. Og det holder samtidig døren godt åben for rentesænkning fra ECB inden for en overskuelig fremtid. Vi tror på rentenedsættelse i juni, skriver han i en kommentar.

Kerneinflationen beskriver ligesom inflationen prisudviklingen over tid, men uden at medregne priserne på energi og råvarer.

Og den ligger altså stadig relativt højt, hvilket kan få ECB til at afvente udviklingen yderligere en tid, før man tør sænke renten og sparke mere liv i de europæiske økonomi.

Det skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

- Vi ser stadig for høje prisstigninger på services og derfor er det stadig for tidligt at sænke renten.

- Falder kerneinflationen et nøk mere i april og maj, så trækker det op til, at ECB sænker renten på mødet i starten af juni, mener han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU