Skidt kvalifikation sender Magnussen langt tilbage

20. APR 2024 • 12:57SPORT

Kevin Magnussen havde en skuffende kvalifikation i Shanghai og starter helt nede som nummer 17 søndag.

Med en tiendeplads i sprintløbet tidligt lørdag morgen dansk tid så det ud til, at Kevin Magnussen havde fundet sig fint til rette på banen i Shanghai.

Derfor kunne der også knyttes visse forventninger til danskerens kvalifikation senere lørdag morgen. Men det endte i en stor skuffelse med en 17.-plads.

Dermed er der lang vej til top-10 og point, når det går løs i søndagens grandprix. Skuffelsen blev ikke mindre af, at teamkammerat Nico Hülkenberg kørte sig i Q3 og starter som nummer ni.

Suveræne Max Verstappen var igen overlegen. Han starter forrest for femte gang af fem mulige i sæsonen. Teamkammerat Sergio Perez starter toer, mens veteranen Fernando Alonso kørte sig til tredje startposition.

Forudsætningerne for en god kvalifikation blev dog heller ikke gode for Magnussen.

Danskeren kom tidligt under pres allerede i Q1. Han satte en tidlig tid, men måtte så holde i garagen et godt stykke tid, da der var problemer med bilen.

Mens han holdt der, blev banen hurtigere og hurtigere. Og kort efter var han nede som nummer 19.

Ventetiden gjorde, at han kun havde tid til et enkelt forsøg til at klemme sig ind i top-15 og videre til Q2.

- Vi havde ikke tid til, at jeg kunne komme ud igen på det første sæt dæk, forklarer Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra Haas.

Og derefter kostede uheld for Magnussen.

- Jeg fik kun én omgang på mit andet sæt dæk, og Sargeant kørte af i sving 8 lige foran mig. Der mistede jeg en smule tid. Og i sving 14 kørte Tsunoda i vejen for mig. Jeg føler, jeg var lidt uheldig, lyder det fra danskeren.

Han sluttede næsten et halvt sekund dårligere end teamkammerat Nico Hülkenberg, der gik videre til Q2.

Haas-danskeren var dog ikke den eneste, som skuffede. Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton blev toer i sprintløbet, men havde en forfærdelig kvalifikation. Han starter som nummer 18.

Det er kun lykkedes Magnussen at score et enkelt point i sæsonens fire første grandprixer. Det blev hevet i land med en tiendeplads i Australien.

Danskerens ene point placerer ham på 14.-pladsen i VM-stillingen. Syv kørere har endnu ikke scoret point. Magnussens teamkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, har tre point.

Formel 1 er tilbage i Kina for første gang siden 2019, hvor Magnussen landede en plads som nummer 13.

Danskeren hentede dog point de to foregående år med henholdsvis en ottendeplads og en tiendeplads.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU