FN-eksperter finder nordkoreansk missil i ukrainsk storby

30. APR 2024 • 10:14UDLAND

Det vil være i strid med FN-sanktioner, hvis Nordkorea har leveret missiler til Rusland.

Der er i Ukraine fundet rester af et nordkoreansk Hwasong-11-missil.

Missilet landede 2. januar i byen Kharkiv, der ligger i den nordøstlige del af landet.

Det fremgår ifølge Reuters af en rapport fra et FN-ekspertpanel, der holder øje med overholdelsen af FN-sanktioner mod Nordkorea.

USA og andre lande har længe beskyldt Nordkorea for at sende våben til Rusland i strid med FN-sanktioner.

I den 32 sider lange rapport konkluderes det, at "rester af et missil, som landede i Kharkiv i Ukraine 2. januar 2024, stammer fra et Hwasong-11-missil".

Det vil være i strid med en våbenembargo mod Nordkorea.

FN har siden 2006 vedtaget en række sanktioner rettet mod Nordkoreas våben- og atomprogrammer. Tiltagene er blevet skærpet over en årrække.

Tre FN-eksperter rejste tidligere denne måned til Ukraine for at se nærmere på missildelene.

- Informationer om missilets bane, som ukrainske myndigheder leverede, indikerer, at det blev affyret fra russisk territorie, skriver de i en rapport 25. april til FN's Sikkerhedsråds udvalg om sanktioner mod Nordkorea.

- En sådan placering - hvis missilet var under russiske styrkers kontrol - vil formentlig indikere, at det blev fremskaffet af russiske borgere, skriver eksperterne.

De tilføjer, at det vil være i strid med våbenembargoen.

De tre eksperter siger, at de ikke fandt bevis for, at missilet var produceret af Rusland. De kunne ikke "uafhængigt verificere, hvorfra missilet var affyret og af hvem".

Kharkiv, som er Ukraines næststørste by, har været genstand for en række angreb de seneste måneder.

Den ukrainske statsanklager, Andrij Kostin, sagde i februar, at Ukraine mener, at 24 nyligt affyrede missiler var fra Nordkorea.

Sidste måned nedlagde Rusland i FN's Sikkerhedsråd veto mod at forlænge mandatet til ekspertpanelet, der i 15 år har holdt øje med overholdelsen af FN-sanktionerne. Tirsdag udløber mandatet til det nuværende panel.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU