Over 40 meldes dræbt i israelsk angreb i det nordlige Syrien

29. MAR 2024 • 12:03UDLAND

Sikkerhedskilder siger, at israelsk angreb i det nordlige Syrien har dræbt både syriske civile og soldater.

Mindst 42 personer meldes fredag dræbt i et israelsk angreb i den nordlige provins Aleppo i Syrien.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), som har base i London, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Sohr er der tale om 36 soldater fra den syriske hær og seks personer fra den militante libanesiske bevægelse Hizbollah.

Til nyhedsbureauet Reuters siger to sikkerhedskilder, at det samlede antal dræbte er 38, og at dette tæller både civile og soldater.

Sikkerhedskilderne siger også, at fem af de dræbte var soldater i Hizbollah.

Præcis hvor mange, der er blevet dræbt, står dermed endnu ikke klart.

Også det syriske forsvarsministerium bekræfter over for Reuters, at flere civile og ansatte i militæret er blevet dræbt i et israelsk angreb mod Aleppo. Ministeriet sætter dog ikke tal på.

Der er meldinger om, at angrebet var rettet mod "et raketdepot tilhørende den libanesiske gruppe Hizbollah" tæt på den internationale lufthavn i Aleppo, lyder det fra Sohr ifølge AFP.

Det statslige syriske nyhedsbureau Sana skriver ifølge AFP desuden, at flere andre er blevet såret i angrebet.

Til Sana siger en kilde i det syriske militær, at "omkring klokken 01.45 fredag gennemførte den israelske fjende et luftangreb fra et sted i retning af Athriya sydøst for Aleppo", og tilføjer at "civile og ansatte i militæret" er blevet dræbt og såret i angrebet.

Israel har endnu ikke kommenteret udtalelserne. Til AFP siger landets militær, at det "ikke vil kommentere meldinger i udenlandske medier".

Israel har siden 2011 gennemført hundredvis af luftangreb mod mål i Syrien - primært rettet mod støtter af Iran, herunder militante i Hizbollah såvel som ansatte i det syriske militær.

Angrebene er taget til i antal, siden Israels krig mod den palæstinensiske militante gruppe Hamas, som er allieret med Hizbollah, brød ud den 7. oktober sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU