Rusland angriber Kyiv og ukrainsk by nær grænsen til Nato

8. MAJ 2024 • 06:25UDLAND

Rusland har tidligt onsdag morgen indledt et luftangreb mod Kyiv og Lviv, siger det ukrainske militær.

Rusland udfører tidligt onsdag morgen luftangreb på den ukrainske hovedstad Kyiv samt byen Lviv, som ligger i det vestlige Ukraine.

Det siger Ukraines militær ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er endnu ingen meldinger om døde eller tilskadekomne.

Det står ikke umiddelbart klart, om de russiske angreb sker med missiler, raketter, droner eller jagerfly.

Ikke desto mindre fortæller øjenvidner til Reuters, at man i hvert fald i Kyiv kan høre eksplosioner fra luften, som netop lyder som luftværn, der arbejder.

Luftværn er typisk en slags missilstationer på jorden, som har en radar, der kan opsnappe for eksempel missiler og droner og skyde dem ned, inden de rammer deres mål på landjorden.

Angrebene sker ifølge de ukrainske meldinger både mod Kyiv og Lviv.

Kyiv er Ukraines hovedstad, og en stor del af de russiske angreb har været rettet mod byen.

Lviv er Ukraines største by i den vestlige del af landet.

Der bor godt 700.000 mennesker i byen, og den ligger mindre end 60 kilometer fra grænsen til nabolandet Polen, som er medlem af den vestlige alliance Nato.

I november 2022 skabte det nervøsitet for en konflikt mellem Nato og Rusland, da russiske missiler, som formentlig var rettet mod Lviv, endte med at styrte ned på polsk territorium.

De russiske angreb sker, samtidig med at USA er ved at skrue op for støtten til det krigsramte land.

Kongressen i USA vedtog for nylig en større pakke af militærbistand til Ukraine, som nu skal sendes afsted og implementeres i krigen mod Rusland.

Militærpakken endte med at blive en indenrigspolitisk kampplads i USA, hvor højrefløjen argumenterede for at bruge flere penge på USA's indenrigsproblemer end at hjælpe lande som Ukraine i nød.

Pakken blev dog i sidste ende vedtaget med en endelig størrelse på cirka 61 milliarder dollar. Det svarer til cirka 422,7 milliarder kroner eller mere end ti gange så meget som det danske forsvarsministeriums bevillinger for 2024.

Dele af pakken er blevet struktureret som lån, som Ukraine skal betale tilbage.

Det tager dog tid at implementere hjælpepakken på slagmarken, og den nylige amerikanske hjælp har endnu ikke rykket på frontlinjen.

Rusland forsøger indtil da at vinde så meget frem på dets vestfront som muligt, inden hjælpen for alvor kan mærkes i de ukrainske bataljoner.

For et par uger siden lykkedes det for russerne at indtage byen Otjeretyne i regionen Donetsk i det østlige Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU