Sadiq Khan vinder kamp om borgmesterposten i London

4. MAJ 2024 • 18:00UDLAND

Det er første gang, at en borgmester i London sidder tre perioder i træk, skriver britiske medier.

Sadiq Khan fra Labour vinder kampen om borgmesterposten i London efter torsdagens lokalvalg i England.

Han kan dermed tage hul på sin tredje borgmesterperiode i den britiske hovedstad.

Det skriver de britiske medier Sky News og The Independent.

Begge beskriver det som "historisk", at Sadiq Khan bliver siddende i borgmesterstolen i tre perioder i træk.

Med andre ord er det første gang, at en borgmester i London bliver genvalgt ikke bare én gang, men to gange.

Ifølge Sky News har Sadiq Khan fået 43,7 procent af stemmerne.

Hans nærmeste udfordrer var den konservative Susan Hall, som fik 32,6 procent af stemmerne.

40,5 procent af de stemmeberettigede indbyggere i London afgav deres stemme ved selve borgmestervalget. Stemmer fra 14 valgkredse i London skulle tælles op.

Sadiq Khan er søn af pakistanske migranter og blev valgt som borgmester i London første gang i 2016. Han er i dag 53 år.

Der blev torsdag afholdt lokalvalg i både England og Wales, hvor der både skulle vælges medlemmer af lokalråd og borgmestre i udvalgte byer.

Der var kamp om 11 borgmesterposter, hvoraf den mest markante post altså er borgmesterposten i London.

De endelige resultater af lokalvalgene foreligger endnu ikke, men prognoserne inden valget pegede i retning af, at de konservative ville miste en stor del af deres pladser i de lokale råd i England og Wales.

Den erkendelse havde Det Konservative Parti da også fredag formiddag - dagen efter valget.

Her beskrev partiformand Richard Holden valgaftenen som en "hård aften" over for radiostationen Times Radio.

Ud over London har Labour sejret i storbyer som Liverpool og Manchester, skriver avisen The Guardian.

Labour-politikeren Steve Rotheram har således vundet kampen om borgmesterposten i Liverpool, mens partifællen Andy Burnham er genvalgt som borgmester i Greater Manchester.

Desuden er Tracy Brabin genvalgt som borgmester i West Yorkshire nordvest for Manchester i det centrale England.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU