Svensk forsvar stod skoleret efter kritik om mystisk aktion

24. APR 2024 • 01:34UDLAND

Svensk forsvarsminister har taget en snak med flyvevåbnet efter kritik af uklar kommunikation.

Den svenske forsvarsminister, Pål Jonson, har talt med landets forsvar om, hvordan forsvaret kommunikerede søndag, da svenske kampfly var på vingerne over Gotland.

Det skriver det svenske medie SVT.

- I formiddags talte jeg med Försvarsmakten (det svenske forsvar, red.) om, hvordan det ser på at udvikle sin kommunikation og om balancen mellem hemmeligholdelse og gennemsigtighed, siger Jonson i en kommentar til mediet.

Samtalen mellem forsvarsministeren og forsvaret fandt sted, efter at der søndag lød flere store brag over den svenske ø Gotlands vestkyst.

Kampfly blev sendt på vingerne, og det svenske flyvevåben oplyste, at der ikke var tale om en øvelse, men heller ikke om en krænkelse, og at der fra forsvarets side blev udført en "skarp indsats".

Det fremgik dog ikke præcis, hvad en "skarp indsats" betyder, og det svenske flyvevåben ville ikke gå i detaljer med, hvad sagen handlede om.

Forsvaret modtog efterfølgende kritik for uklar kommunikation om hændelsen. Det fremhævede blandt andet mediet Expressen.

- Vi kommunikerer ikke hver opsendelse, vi laver, siger flyvevåbnets operationschef, Jörgen Axelsson, til SVT.

Efter samtalen med forsvaret beskriver Jonson søndagens indsats som "rutinemæssig".

- Den operation, som flyvevåbnets beredskab gennemførte i søndags over Østersøen, involverede hændelser, der ligger inden for normalen. Det er godt, at vi har et beredskab, der er klar til hurtigt at lette, når der er nødvendigt for at beskytte det svenske luftrum, siger han til SVT.

Mandag oplyste kommunikationschefen i det svenske flyvevåben, Louise Levin, til SVT, at to jagerfly af typen Jas 39 Gripen tog del i den indsatsen.

Gotland er en svensk ø, som ligger i Østersøen, knap 90 kilometer fra det svenske fastland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU