Mølleejere ser frem mod nyt mølleinstitut

Mølleejere ser frem mod nyt mølleinstitut
Foto af Kirkemøllen i Pedersker taget af Jens Berthold under besøget.
NOTITS | 2. MAJ 2024 • 15:30
Af:
Sarah Thun Madsen
NOTITS
2. MAJ 2024 • 15:30

I slutningen af april lykkedes det igen en forsamling af mølleejere og andre interessenter at mødes for at tale om bevarelse af de bornholmske vand- og vindmøller.

Til mødet var der blandt andet besøg af møllebygger Morten Anker Petersen fra Avnbøl, som kunne fortælle, at Dansk Mølleinstitut forventes etableret indenfor den næste måned. Formålet med instituttet er at få møllerne til at køre igen i Danmark, så de bliver levende og funktionelle frem for monumenter til pynt. En ambitiøs mission, som kræver mange penge.

"Målet er at skabe et konkret koncept for den enkelte mølle, og gerne koble et erhverv på", står der i mødereferatet.

Erhvervet kan eksempelvis være at male mel, riste kaffe, bage eller brygge øl.

Det nye institut vil indrette sig på Elstrup Mølle ved Nordborg, og det er planen, at der skal være en kobling til Dansk Mølleforening og andre aktører, ligesom der bliver behov for politisk arbejde. Instituttet vil hjælpe mølleejerne i de mange forskellige projekter, der er tilknyttet en gammel mølle.

Det viser sig desuden, at der i Nordjylland er en afdeling af Nationalmuseet, som hedder Dansk Center for Møllehistorie. Her er flere forskere tilknyttet, og de skal i den kommende tid beskrive de danske møller.

Morten Anker Petersen er i bestyrelsen, og "han har opfordret forskerne til at begynde på Bornholm, hvilket de ikke er afvisende overfor. Meningen er at de skal gå i dybden med historien", fremgår det af referatet.

I forhold til de bornholmske møller, blev det debatteret, hvorvidt der skulle dannes en forening eller en sammenslutning, og hvordan der skulle søges fondsmidler.

Her blev der foreslået en netværksgruppe uden vedtægter, så de enkelte selv søger deres fondsmidler med hjælp fra Dansk Mølleinstitut.