40 unge skal se en specialist

NOTITS | 16. APR 2024 • 14:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
16. APR 2024 • 14:30

Unge med adhd på medicinsk behandling skal vurderes ved en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

Cirka 40 bornholmske unge med adhd skal inden for et år se en specialist fra børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden.

Årsagen er, at de modtager medicinsk behandling og endnu ikke er blevet vurderet af en børne- og ungdomspsykiater.

Regionen blev i foråret 2023 opmærksom på, at Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser var blevet ændret. Der er blevet indskrevet et krav om, at barnet ved behandlingsstart efterfølgende skal vurderes ved en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

I Region Hovedstaden er der aktuelt 171 børn og unge i behandling, som ikke er blevet vurderet af en børne- og ungdomspsykiater efter opstartet medicinsk behandling, og cirka 40 af dem er her på Bornholm, fremgår det af udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsens dagsorden.

Regionens børne- og ungdomspsykiatri er indstillet på at påtage sig opgaven med at se de 171 børn og unge, og det fremgår, at det vil være nødvendigt at tilrettelægge vurderinger af børn og unge på Bornholm, da cirka 40 af patienterne er bosiddende her på øen.

Det er aftalt med børne- og ungdomspsykiatrien, at patienterne skal være set inden for ét år, fremgår det.