Topdanmark øger præmieindtægterne i første kvartal

16. APR 2024 • 08:54ERHVERV/POLITIK

Topdanmark opnåede større præmieindtægter og et resultat efter skat på 377 millioner kroner i første kvartal.

Topdanmarks præmieindtægter steg med hele 11,9 procent i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser kvartalsregnskabet for forsikringsselskabet, der er offentliggjort tirsdag.

Stigningen i præmieindtægter skyldtes til dels opkøbet af Oona Health, der blev gennemført 1. december sidste år.

Oona Health ejer blandt andet forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring, som er den største leverandør af sundhedsforsikring på det danske marked med 575.000 kunder.

Ser man bort fra opkøbet, voksede præmieindtægterne fra fortsættende aktiviteter med 4,3 procent.

Resultatet efter skat endte på 377 millioner kroner, hvilket er fire millioner kroner mere end i samme periode sidste år.

Den såkaldte combined ratio, der er forholdet mellem erstatningsudbetalinger og driftsomkostninger på den ene side og præmieindtægter på den anden, endte på 84,8 i kvartalet.

Det var en smule svagere end året forinden, hvor tallet hed 83,6.

Selskabet forventer at fastholde præmievæksten på et niveau omkring 4,5 procent i år.

Samtidig hæver selskabet forventningerne til årets resultat en smule. Resultatet efter skat forventes nu at ende på mellem 1,25 milliarder kroner og 1,525 milliarder kroner.

Topdanmark er et af landets største forsikringsselskaber med flere end 110.000 erhvervs- og landbrugskunder og 600.000 privatkunder i hele landet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU