Minister vil bekæmpe SoMe-afhængighed med regulering

2. MAJ 2024 • 15:07INDLAND/KRIMINAL

Det er skræmmende mange, der er afhængige af sociale medier, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

Det er velkendt, at sociale medier som Facebook og TikTok kan skabe afhængighed. Med deres algoritmer er de designet til at fastholde brugerne til skærmen.

Derfor er det vigtigt, at der nu for første gang er sat antal på, hvor mange der er decideret afhængige, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed har 86.000 personer i Danmark så svært ved at administrere deres forbrug, at de udvikler afhængighed.

- Det er et skræmmende højt antal, og det er noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt.

- Men jeg bliver desværre også nødt til at sige, at vi godt ved, at der er problemer med techgiganternes algoritmer.

Undersøgelsen viser, at der, udover de afhængige, er omkring 60 procent med symptomer på afhængighed.

- Vi har længe talt om, at der er et problem med de sociale medier. Nu har vi undersøgelsen, og den er et rigtig godt redskab til, at vi kan handle og indføre mere regulering, siger Marie Bjerre.

- Vi skal stille techgiganterne til ansvar for det, der bliver vist på platformene. Vi bør også indføre regulering af algoritmer, så de ikke i lige så høj grad fastholder folk.

Endelig peger digitaliseringsministeren på, at der skal indføres aldersverifikation i hele EU, så børn eksempelvis ikke kan oprette en TikTok profil.

Selv forsøger Marie Bjerre at begrænse sit forbrug til det arbejdsmæssige.

- Men ind imellem så ser jeg nogle af de reels, der ligger på Facebook og Instagram, og så er der lige pludselig gået ti minutter.

- På den måde kan jeg sagtens genkende at falde ned i et eller andet på telefonen.

Undersøgelsen omfatter et repræsentativt udsnit på 1958 personer i alderen 16 til 64 år, der over to år er blevet spurgt til deres forbrug af sociale medier.

2,3 procent af deltagerne har et forbrug, der af forskernes definitioner kan karakteriseres som afhængighed.

Det er for eksempel, når brugen af sociale medier går ud over studie eller job, eller man føler sig rastløs, når der ikke er mulighed for at tilgå medierne.

Overfører man de 2,3 procent med et problematisk forbrug af sociale medier til landsplan, svarer det til 86.000 danskere.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU