Danmark bliver medvært for VM i herrehåndbold i 2031
Det Internationale Håndboldforbund har tirsdag givet Danmark, Norge og Island VM-slutrunden i 2031.
Danmark skal i de kommende år være medvært for et VM i herrehåndbold to gange.Til næste år skal Danmark afholde VM sammen med Norge og Kroatien, og allerede nu står det klart, at verdens bedste håndboldspillere også skal sætte kursen mod Danmark i 2031.
Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har tirsdag på et bestyrelsesmøde valgt Danmark, Norge og Island som værter for VM-slutrunden i 2031, meddeler DanskHåndbold på sin hjemmeside.
Formanden i DanskHåndbold, Morten Stig Christensen, var tirsdag i Paris for at fremlægge buddet. Han glæder sig over tildelingen af endnu et VM.
- De store håndboldmesterskaber samler nationen, skaber uforglemmelige øjeblikke for vores tilskuere og inspirerer den næste generation af håndboldspillere.
- Vi vil sammen med vores medværter knokle for at sætte nye standarder for fanoplevelsen og for ansvarlig eventafvikling, siger Morten Stig Christensen til hjemmesiden.
Når Danmark i 2025 afholder VM sammen med Norge og Kroatien, så er kvartfinaler, semifinaler og finalen placeret i Zagreb og Oslo.
Til VM i 2031 spilles alle knockoutrunder hele vejen frem til og med finalen til gengæld i Danmark.
Derudover skal Danmark i forbindelse med VM i 2031 huse fire indledende grupper og to mellemrunder.
Slutrunden i 2031 bliver det fjerde VM på herresiden, der er blevet afholdt i Danmark.
Det er kun fire måneder siden, at Danmark senest var medvært for en stor turnering.
I december hentede det danske kvindelandshold bronze ved VM, da slutrunden blev delt mellem Danmark, Norge og Sverige. I finalen tog Frankrig VM-titlen efter en sejr over Norge.
/ritzau/