Svensk politiker foreslår skrappere fiskeregler

NOTITS | 10. APR 2024 • 13:52
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
10. APR 2024 • 13:52

Uden fisk, intet fiskeri. Ud fra den tankegang foreslår den svenske EU-parlamentariker Alice Bah Kuhnke, at der skal laves en ny EU-lov, der stopper overfiskeri i Østersøen og andre farvande i EU. I tilfælde af lovbrud skal der vanke store bøder, og EU skal lukke kassen for medlemslande, der ikke overholder reglerne.

Det fortæller Aftonbladet.

– Det vil med tydelighed vise, at havenes økosystem og fiskeri er prioriteret. Vi er mange, der ønsker levende have og forstår vigtigheden af levende have. Uden fisk, intet fiskeri, siger Miljöpartiets Alice Bah Kuhnke til avisen.

Ifølge den svenske EU-parlamentariker er de nuværende regler på området ikke tilstrækkelige, blandt andet fordi ministerrådet nogle gange vedtager mere lempelige regler, end eksperter og EU-kommissionen lægger op til. Det viser ifølge Alice Bah Kuhnke, at politikerne er uansvarlige.