Slut med buskaos for bornholmere

Slut med buskaos for bornholmere
Busserne kommer til at holde ved siden af S-togsskinnerne.
NYHED | 5. APR 2024 • 17:00
NYHED
5. APR 2024 • 17:00

København åbner ny busterminal. Det giver de ventende rejsende tag over hovedet.

Om lidt skal man ikke længere være bange for at blive kørt ned af en cyklist, mens man venter på bussen til Bornholm.

Den 6. juni åbner Københavns Kommune en ny busterminal for fjernbusserne, hvor de rejsende bydes på ventesal med kiosk.

– I mange år har det været kaotisk og utrygt at stige af og på busserne på Ingerslevsgade. Det kan vi som en moderne, international storby ikke byde turister og andre rejsende. Den kollektive trafik skal være attraktiv og nem at bruge for alle. Derfor er jeg stolt af, at vi nu vinker endegyldigt farvel til trafikkaosset og i stedet kan byde rejsende og busser velkommen til en ny, moderne busterminal, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Bornholmerne skal dog lære en ny rute at kende, når der er dømt bus til øen. Busterminalen kommer til at ligge under Dybbølsbro, hvor der er S-togstation. Snart får den selskab af Metroen, som den 22. juni åbner en ny station tæt ved Havneholmen. Der er også bybusser med stoppesteder tæt på den nye terminal.

Den nye busterminal får perroner til busserne, men man skal stadigvæk holde tungen lige i munden. For i løbet af et hverdagsdøgn bliver der 195 afgange at holde styr på.

Der bliver dog opsat informationstavler, så det ikke længere er ren gætteleg som i dag, hvor busserne holder lidt tilfældigt.


Sådan ser perronerne ud på Foto Tue Schiørring.

Den nye terminal

Der er anlagt 15 busholdepladser, hvoraf 12 er til 15-meter busser, og tre er til 18-meter busser. Hertil er der etableret taxaholdepladser, handicapparkeringspladser samt Kys & Kør-zone, hvor det er tilladt at standse bilen i kort tid for at sætte passagerer af. Derudover er der trappe og elevator til Dybbølsbro.

Busterminalen vil have et topmoderne trafiksystem, der automatisk anviser busserne til en af perronerne, når de ankommer. Passagererne kan følge med fra en informationstavle ligesom på en banegård.

Når den nye busterminal åbner, vil det ikke længere være muligt at stige på busser ved Ingerslevsgade.

(Kilde: Københavns Kommune)


Busterminalen set med en drones blik.