Boeing får kritik for sikkerheden på fly ved høring i Senatet

17. APR 2024 • 23:20UDLAND

En tidligere Boeing-ansat kritiserer flyproducenten for produktions- og kvalitetskontrolsproblemer på flyene.

Flyproducenten Boeing får kritik for sikkerheden på sine fly ved en høring i det amerikanske senat onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der blev sat spørgsmålstegn ved sikkerheden på Boeings fly, efter at et dørpanel blæste ud af et fly i januar, mens flyet var i luften.

Ved høringen har en tidligere ansat blandt andet sagt, at Boeing ignorerede hans bekymringer om sikkerheden på flere flymodeller.

- Indstillingen fra ledelsen i Boeing har været at skubbe det mangelfulde væk, uanset hvad det måtte handle om, sagde Sam Salehpour, der har arbejdet som ingeniør i Boeing i 17 år, ved høringen ifølge AFP.

Sam Salehpour mener, at der er tale om problemer med produktionen og kvalitetskontrollen af Boeings fly.

Derudover siger han, at flymodellen 787 viser for tidlige tegn på metaltræthed. Det kan ifølge ham resultere i en katastrofal ulykke.

Han sammenligner det med en papirklips, der bliver bøjet.

- Du bøjer den en eller to gange, og den går ikke i stykker, men den vil gå i stykker på et tidspunkt, sagde han.

Alle flyene i 787-flåden bør ifølge Sam Salehpour blive indstillet og undersøgt.

Boeing mener ikke selv, at der er problemer med 787-flyene.

Flyproducenten peger på, at der er lavet omfattende test af flyene, der viser, at der ikke er tegn på metaltræthed.

Det er også konklusionen fra den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA.

Flere senatorer vil have sagen undersøgt.

- Dette kræver en komplet undersøgelse, siger Ron Johnson, der er republikansk senator fra Wisconsin, ifølge AFP.

Han opfordrer også til, at blandt andet piloter og flyselskaber vidner ved fremtidige høringer.

Maria Cantwell, der er demokratisk senator fra Washington, sagde tidligere onsdag ifølge Reuters, at hun forventer, at Boeing fremlægger en seriøs plan i forbindelse med et påbud fra FAA.

FAA sagde i slutningen af februar, at Boeing skal komme med en omfattende plan for, hvordan flyproducenten vil løse "systemiske kvalitetskontrolsproblemer" inden for 90 dage.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU